Om opgaven
I løbet af semesteret har vi i vores gruppe, som alle går på content-linjen, arbejdet på at løse en problemstilling for cafeen Den Lille Smalle i Odense. Opgaven gik ud på, at vi selv skulle finde en relevant klient og definere en problemstilling, som vi – med vores kompetencer som multimediedesignere – kunne være med til at løse. Da vi er på content-valgfaget, skulle projektet naturligt have et tydeligt fokus på contentproduktion.
Kick-off for projektet var allerede d. 18. august, hvilket betød, at forløbet strakte sig over hele semesteret frem til afleveringen d. 28. november. Undervejs har vi både arbejdet praktisk med at udvikle et konkret produkt og teoretisk med den tilhørende rapport, som beskriver vores proces, valg og resultater.
Valg af klient
Kort efter kick-off den 18. august begyndte vi at overveje, hvilken klient vi gerne ville arbejde med som udgangspunkt for projektet. Vi udarbejdede en professionel mail, hvor vi blandt andet inkluderede et link til vores seneste eksamensprojekt, og sendte den ud til de virksomheder, vi syntes var interessante og relevante for vores kompetencer. Der gik ikke længe, før Maria, indehaveren af caféen Den Lille Smalle, svarede os. Hun lød oprigtigt interesseret i, hvad vi kunne tilbyde, og det gav os en rigtig god fornemmelse af samarbejdsmulighederne. Det var motiverende at mærke, at hun faktisk havde lyst til at få vores hjælp, og vi blev hurtigt enige om, at caféen var et hyggeligt og spændende sted, som vi gerne ville arbejde med i projektet.
Problemformulering
Hvordan kan caféen Den Lille Smalle styrke sin digitale identitet og skabe en sammenhæng mellem den fysiske og digitale oplevelse, som tiltrækker den ønskede målgruppe?
Underspørgsmål:
- Hvordan kan caféens kerneværdier og atmosfære afspejles på hjemmesiden og sociale medier?
- Hvordan kan den digitale tilstedeværelse bruges til at skabe en stærkere forbindelse mellem caféen og dens nuværende samt potentielle gæster?
Vores løsning
Vores løsning gik kort sagt ud på at give Den Lille Smalle en stærkere og mere sammenhængende digital identitet. Vi udviklede en ny, brugervenlig hjemmeside, der matchede stemningen i caféen, og vi producerede content – bl.a. en hero-video, reels og billeder – som kunne bruges på både hjemmesiden og Instagram. Alt blev lavet med fokus på caféens målgruppe af kvinder mellem 25–35 år, så både look, tone og funktioner passede til dem. Målet var, at det skulle være nemt for både nye og faste gæster at finde caféen online og få en fornemmelse af den hyggelige oplevelse, de mødte i virkeligheden.
Indledende research og klientmøde
Vi tog hul på projektet med samme mindset som i vores tidligere eksamensprojekt for LIWIRA, fordi den proces havde fungeret rigtig godt for os. Vi startede med at lave en gruppekontrakt og satte projektstyringen op i et Kanban-board i Figma, så vi fra begyndelsen havde styr på roller, forventninger og arbejdsgange.
Kort efter aftalte vi et møde med Maria fra Den Lille Smalle. Selvom det føltes en smule uvant at træde ind i rollen som multimediedesignere i “den virkelige verden”, endte det med at blive en virkelig god oplevelse. Mange af de udfordringer, vi på forhånd havde forestillet os kunne være relevante at arbejde med, nævnte hun faktisk selv – hvilket gav os en bekræftelse på, at vi var på rette spor.
Vi fandt hurtigt frem til, hvilke produkter der ville give mest mening for caféen, og derfra gik arbejdet nærmest helt af sig selv. Vi begyndte automatisk at bruge de teorier og metoder, vi har lært gennem 1. og 2. semester, uden at tænke videre over det. Vi begyndte også at udarbejde den visuelle stil som produkterne skulle tage udgangspunkt i, i form af moodboards. Det hele forløb super godt, og vi oplevede et stabilt og effektivt workflow gennem processen.
Projektpitch 1
Til projektpitch 1 i uge 39 præsenterede vi, hvor langt vi var nået i processen på daværende tidspunkt. Feedbacken var positiv, og vi fik bekræftet, at vi faktisk var rigtig godt med. Samtidig blev det tydeligt, at vores problemformulering var alt for lang og kompliceret, så den havde brug for en klar og mere præcis omskrivning. Det gav os et godt udgangspunkt for at stramme projektet yderligere op.
Proces del 1
I perioden mellem projektpitch 1 og projektpitch 2 fik vi ikke arbejdet så meget på eksamensprojektet. Vi havde alle travlt med valgfagsprojekt, og to af gruppemedlemmerne var desuden på studietur. Derfor blev arbejdet på projektet mest til små justeringer og opgaver hist og her – ikke noget særlig intensivt.
Vi fik dog sat en dag af i caféen, hvor vi kunne optage en masse content til både vores hero-video og de reels, vi skulle producere til Instagram. Det endte med at blive en virkelig hyggelig dag, og Maria, ejeren af caféen, var utroligt imødekommende. Hun serverede både mad og forskellige drikke fra menuen, som vi kunne bruge i vores optagelser og tage billeder af, hvilket gjorde det hele meget nemmere og mere autentisk.
Projektpitch 2
Op til projektpitch 2 i uge 45 gik det pludselig op for os, at vi havde travlt. Indtil da havde vi primært arbejdet ud fra den teori og de metoder, vi kendte fra 2. semester, men vi havde ikke rigtig fået tænkt over alt det, vi faktisk havde gennemgået på 3. semester. Derfor blev vi lidt pressede, da vi et par dage før pitchen fik at vide, at vi skulle medbringe en metodeliste.
Vi fandt dog hurtigt frem til en række relevante metoder fra pensum, som vi ville dykke ned i, og fik udarbejdet en liste til pitchen. Selve projektpitch 2 var ret kort for os, fordi vi ikke havde så meget nyt at præsentere. Vi gennemgik derfor primært vores forbedrede problemformulering og bad om feedback på vores foreløbige reel til Instagram.
Proces del 2
I perioden fra projektpitch 2 og frem mod afleveringsdatoen d. 28 november arbejdede vi langt mere intensivt med projektet end tidligere. Vi opdagede hurtigt, at mange af de resultater og konklusioner, vi indtil da havde baseret på metoder og teorier fra 2. semester, pludselig virkede mindre relevante. Nu skulle alt hænge sammen med pensum fra 3. semester – som jo stadig var ret nyt for os – og det tog naturligvis lidt tid at få styr på. Heldigvis lykkedes det, og vi fik skabt en sammenhængende analyse, hvor 3. semester-teorien understøttede de pointer, der skulle danne fundament for vores produkter.
Derudover nåede vi til den fase, hvor vi faktisk skulle producere alt det, vi længe kun havde planlagt. Og som altid tog det længere tid end forventet. Hero-videoen til hjemmesiden blev klippet færdig, og vi fik udarbejdet og – via brugertests – udvalgt de endelige Figma-mockups, som (sammen med Style Tile) skulle danne rammen for vores WordPress-hjemmeside. Selve arbejdet i WordPress var også en udfordring, fordi vi er vant til at kode fra bunden, men det viste sig at være en fed mulighed for at lære et nyt værktøj i praksis.
Vi besøgte også caféen endnu en gang for at tage de billeder, vi skulle bruge til vores Instagram-opslag. Samtidig lavede vi copywriting til både sociale medier og hjemmesiden, og vi fik også klippet vores reels færdig. Ved siden af al produktionsarbejdet skrev vi løbende på vores akademiske rapport, som også bidrog til at perioden var mere intens end resten af semesteret.
På trods af det høje tempo nåede vi heldigvis det hele i tide – og vi er tilfredse med både processen og resultatet.
De færdige produkter
Akademisk Rapport:
Hero video:
Refleksion
Alt i alt har det været en rigtig god proces, og jeg synes, vi stadig arbejder rigtig godt sammen som gruppe. Samtidig har det været en udfordring at skulle arbejde med projektet gennem hele semesteret og samtidig bruge teori, som vi skulle lære undervejs – især fra 3. semester, som stadig var ret nyt for os. Det kunne nogle gange føles lidt stressende, og personligt ville jeg nok have foretrukket at have haft en mere intensiv periode i starten på skolen og så haft lov til at fokusere mere intensivt på projektet til sidst.
Jeg synes dog, vi fik rigtig meget ud af forløbet. Det var fedt at mærke, hvordan vi hurtigt fandt ud af, hvilke produkter der gav mening for caféen, og hvordan vi kunne koble både teori og metoder fra 2. og 3. semester på opgaven. De praktiske opgaver, som hero-videoen, Figma-mockups, WordPress-hjemmesiden og content til Instagram, var udfordrende, men også super lærerige – især at arbejde med nye værktøjer og tænke kreativt i praksis.
Besøgene i caféen var også en rigtig hyggelig del af processen, og det var motiverende at opleve, hvor engageret Maria var. Samlet set blev det en intens periode op mod afleveringen, men det har været fedt at se, hvordan alt arbejdet endte med at hænge sammen, og det gav mig en bedre forståelse for metoder og teori fra 3. semester, som jeg nu føler mig mere fortrolig med.