Hamborg studietur

Introduktion

Fra d. 23-25 oktober 2024 tog jeg med på studietur til Hamborg. Formålet med turen var primært at lære hinanden godt at kende, men vi fik også stillet tre forskellige opgaver, som vi skulle løse i løbet af turen: en typografiopgave, en fotoudfordring og en refleksionsopgave

Typografi opgave

På en gåtur rundt i Hamborg skulle vi finde 3 unikke eksempler på typografi der ikke fungerer i samspillet med budskabet, virksomheden eller en tredje grund.  Herunder kan I til højre se eksempler jeg har fundet og til venstre nogle visuelle forslag til forbedringer

Her synes jeg, at de moderne farver virker malplacerede på den gamle kirke og skaber en forstyrrende kontrast. I mit forslag til forbedring har jeg derfor valgt farvenuancer, der harmonerer med kirkens eksisterende udtryk, så det hele fremstår mere sammenhængende.

På dette apoteksskilt synes jeg, at logoet mangler et professionelt og lægefagligt udtryk. Efter min mening signalerer den røde farve ikke tydeligt, at der er tale om et apotek, og derfor har jeg valgt at ændre farven i mit eget forslag.

På dette banner for  en skønhedsklinik synes jeg ikke, at typografien eller logoet tydeligt signalerer, at det er en klinik. Det ser lidt rodet ud og ikke specielt elegant. Udtrykket virker efter min mening lidt uprofessionelt, så i mit eget forslag har jeg valgt at forenkle designet og bruge mere rolige nuancer for et renere og mere professionelt udtryk.

Foto opgave

I denne opgave skulle vi fange stemningen i Hamborg. Vi skulle tage billeder af interessante elementer vi fandt gennem byen. vi kunne arbejde med portræt billeder, natbilleder, by billeder mm. Herunder kan i se mine tre billeder, aom jeg synes indfanger stemningen i Hamborg. 

Billede 1

Jeg synes, dette billede er både sjovt og interessant, da farverne på fliserne matcher mågens og skaber en spændende komposition. Overalt i Hamborg var der mange fugle, og dette foto indfanger byens rå stemning med sine kølige toner, hvilket jeg synes gør det relevant at inkludere.

Billede 2

Det næste billede, jeg har valgt at inkludere, viser dette gamle træværk i vandet ved havnen, som er groet helt til med planter. Jeg synes, det indfanger stemningen i Hamborg rigtig godt, da byen selv fremstår lidt slidt og præget af vild bevoksning. Derudover synes jeg, at billedet er interessant og udtryksfuldt – en kombination af noget både elegant og råt.

Billede 3

Til sidst har jeg valgt et billede fra Alter Elbtunnel, som var en stor oplevelse. Jeg synes, billedet er æstetisk smukt og har en spændende komposition, samtidig med at det formidler noget særligt om Hamborg som by – følelsen af at være en lille del af noget meget større. Tunnelen havde en atmosfære af ensomhed, hvor man krydsede veje med mange forskellige mennesker med vidt forskellige liv og gøremål, men uden at udveksle ord.

Refleksion opgave

Til den sidste opgave skulle vi besøge en selvvalgt udstilling, et museum eller lignende. Sammen med nogle andre fandt jeg en butik i centrum ved navn Thomas Punkt, som viste sig at være utrolig interessant. Bygningen var et smukt, gammelt hus med mange fine detaljer og rummede fire etager, hver med sin egen funktion: tøj, café, parfume og magasiner. Øverst fandt vi magasinafdelingen, hvor vi brugte lang tid på at bladre gennem de forskellige udgivelser. Der var noget for enhver smag, og jeg fandt det spændende at udforske de forskellige billeder og kompositioner. Magasinerne var fyldt med farver, og jeg fik lyst til at købe dem alle! Det var især inspirerende at se, hvordan bladskaberne tydeligvis havde tænkt grundigt over layout og design – en oplevelse, der virkelig styrkede min lyst til at blive en dygtig multimediedesigner.