Projekt 5

Link til vores digitale løsning: https://projekt5.signesunekaer.dk/projekt5/index.html

Link til GitHub: https://github.com/cebagraphics/projekt5

Om projekt 5 – Eksamensprojektet

I Projekt 5 arbejdede vi med, hvordan Liwira – et kreativt univers med kunst, interiør og delikatesser – kan få sin egen stærke digitale identitet. Liwira er en del af Pejsemontering, men nu skal det have sit eget liv online. Målet var at skabe en løsning, der både formidler Liwiras stemning og samtidig gør det nemt for brugeren at handle – for eksempel ved at sammensætte personlige gavekurve i en webshop.

For at forstå både Lisbeths ønsker og målgruppens behov lavede vi kvalitative brugerundersøgelser – blandt andet interviews med Lisbeth og potentielle kunder. Vi undersøgte også konkurrenterne og analyserede markedet for at se, hvad andre gør, og hvordan vi kunne skille os ud. Samtidig brugte vi værktøjer som design thinking, moodboards, KWHL-skemaer, persona-arbejde og user goals for at holde fokus på både Liwiras vision og brugernes behov.

Baseret på vores research lavede vi skitser, wireframes og en prototype til en interaktiv webshop, hvor kunderne kan vælge produkter og sammensætte deres egen gavekurv. Vi arbejdede med UX/UI-design, farvevalg og typografi for at skabe en sammenhængende visuel identitet, der passer til Liwiras univers. Derudover producerede vi indhold som billeder, tekster og designkomponenter til webshoppen.

Projektet var en kombination af research, konceptudvikling, design, kodning og indholdsproduktion. Målet var at skabe en inspirerende og brugervenlig digital oplevelse, der både understøtter Liwiras brand og gør det nemt og sjovt for kunderne at handle.

Gruppekontrakt

Projektplan

SCRUM

Interessent – og risikoanalyse

Primær research: Liwira

Kick-off og virksomhedsbesøg

Som en del af vores indledende research besøgte vi Liwira. Her fik vi en rundvisning i butikken og en god snak med Lisbeth, der står bag Liwira. Hun fortalte os om virksomhedens historie, drømme og de udfordringer, hun står med.

Liwira ligger i Langeskov, og Lisbeth startede virksomheden under coronapandemien. I dag vil hun gerne udvikle butikken og skabe en klarere opdeling mellem Pejsemontering og Liwira, så de får hver deres hjemmeside. Målgruppen spænder bredt – fra ældre, der besøger butikken, til yngre under 40, som primært handler online. Liwira sælger både til private og til virksomheder, der eksempelvis køber gavekurve til medarbejdere.

Lisbeths største ønske er en webshop, der er funktionel og nem at bruge. Kunderne skal kunne sammensætte deres egne gavekurve og vælge mellem afhentning eller levering. Samtidig vil hun gerne øge den digitale synlighed, tiltrække flere kunder og skabe mere omtale gennem markedsføring, inspiration og samarbejder. Selvom hun allerede bruger sociale medier og har eksterne bureauer til Google-annoncering, savner hun sparring og strategisk rådgivning.

En af de største udfordringer er at skabe en digital løsning, der matcher Liwiras profil – en kombination af kvalitet, hygge og bæredygtighed. Lisbeth er åben for en ny visuel identitet og ønsker at adskille sig fra konkurrenter som Interflora ved at skabe et unikt, lokalt og personligt gaveunivers. Liwira arrangerer også events som vinsmagninger og kundeaftener, og her ser Lisbeth et potentiale i at styrke forbindelsen mellem de fysiske oplevelser og det digitale univers. Hun vil gerne have sparring undervejs i processen.

Interview med Liwira

For at få en endnu bedre forståelse af Liwira lavede vi et interview med Lisbeth, hvor hun besvarede en række spørgsmål på mail. Hun fortalte blandt andet om sin vision for fremtiden: Liwira skal have en webshop, hvor kunderne kan bygge deres egne gavekurve. Hun drømmer om at tiltrække en yngre målgruppe og nå ud til flere kunder uden for lokalområdet – men stadig holde fast i de lokale rødder og den personlige service.

Produkterne i webshoppen er nøje udvalgt med fokus på kvalitet og bæredygtighed. Kunderne skal kunne vælge præcis, hvad de vil have i kurven, eller give et budget og nogle ønsker – for eksempel til en fødselsdag, jubilæum eller barselsgave – og så sammensætter Liwira kurven

KWHL chart

Som en del af researchen lavede vi en KWHL-analyse (Know, Want, How, Learn). Det gav os en god struktur og hjalp med at holde fokus gennem projektet.

Hvad vidste vi allerede?
Vi startede med at samle viden om Liwira – blandt andet virksomhedens værdier som kvalitet, nærvær og lokalt fokus, produktudvalget og den nuværende online tilstedeværelse. Vi besøgte Lisbeth, lavede observationer og analyserede hendes hjemmeside og sociale medier.

Hvad ville vi gerne vide?
Vi lavede en liste over spørgsmål, vi skulle have svar på for at udvikle en digital løsning, der passede til Liwira og målgruppen. Det handlede blandt andet om konkurrenter, målgruppens shoppingvaner og mulighederne for at lave en funktion til personlige gavekurve.

Hvordan fandt vi svarene?
Vi kombinerede primær og sekundær research – interviews, spørgeskemaer, analyser af UI-patterns og konkurrenternes hjemmesider. Det gav inspiration til design og funktioner, der virker andre steder.

Hvad har vi lært?
Vi samlede de vigtigste indsigter fra vores research og brugte dem som grundlag for konceptet og webshoppen. Designet skulle balancere professionalisme og hygge – med naturlige, støvede farver og et nemt, intuitivt layout.

Lisbeth drømmer på længere sigt om at få flere ansatte til at hjælpe med webshop og markedsføring, så Liwira kan vokse både online og fysisk. En stærk webshop kan også være en platform for endnu tættere samarbejde med lokale producenter – for det lokale og bæredygtige er kernen i Liwiras univers.

Sekundær research: Liwira

Vi lavede en SWOT-analyse for at få et klart overblik over Liwiras situation.

Styrker:
Liwira har en autentisk og lokal historie, samarbejder med lokale producenter og skaber en varm, personlig kundeoplevelse. Fleksibiliteten i gavekurvene er også en stor styrke.

Svagheder:
Liwira mangler teknisk erfaring, især med digital markedsføring og webshopdrift. Synligheden uden for lokalområdet er lav, og butikkens korte åbningstider kan være en udfordring.

Muligheder:
Der er stigende interesse for bæredygtighed, lokal produktion og personlige gaver – lige det, Liwira står for. Her er der en oplagt mulighed for at nå flere kunder gennem e-handel, storytelling og sociale medier.

Trusler:
Konkurrencen fra store aktører med store budgetter og hurtigere levering er en reel udfordring.

Konkurrentanalyse

For at forstå markedet lavede vi en konkurrentanalyse. Store aktører som Interflora og Delikatessehuset er meget synlige og har styr på logistikken, men de kan virke upersonlige og generiske. Her kan Liwira skille sig ud med en nærværende, lokal og personlig oplevelse.

Mindre konkurrenter som Gaestus.dk og Alittlesomething.dk har brugervenlige webshops, men mangler en stærk lokal identitet og bæredygtighedsprofil. Lokale gårdbutikker har en stærk autenticitet, men mangler digitale løsninger. Liwira kan kombinere det bedste fra begge verdener: lokal charme og moderne funktionalitet.

Business Model Canvas

Vi lavede også et Business Model Canvas for at få overblik over Liwiras forretningsmodel. Liwira bygger på værdier som lokal forankring, bæredygtighed og personlig service. Samarbejderne med lokale producenter, transportfirmaer og marketingfolk er vigtige, og webshoppen skal fungere som en forlængelse af butikkens hyggelige atmosfære. Omkostninger til varer, markedsføring og teknisk udvikling er også centrale.

Liwira adskiller sig ved at have en stærk historie, tætte kunderelationer og fleksible løsninger. For at vokse skal de styrke deres digitale tilstedeværelse og samarbejde med flere relevante partnere.

Nuværende UI-patterns

Liwiras nuværende website er en del af Pejsemonterings side og fungerer mest som et inspirationskatalog – der er ingen webshop endnu. Fokus er på personlig kontakt, med en simpel kontaktformular og opfordringer til at ringe. Det understøtter Liwiras ønske om nærvær og bæredygtighed. En fremtidig webshop bør kombinere den hyggelige stemning med en brugervenlig og intuitiv struktur, hvor kunder nemt kan tilpasse gavekurve og handle online.

Netnografisk Analyse

Vi lavede også en netnografisk analyse af Liwiras online tilstedeværelse. Liwira er gode til at skabe engagement på sociale medier – fx med konkurrencer, som påskekonkurrencen, der skabte stor interaktion. Anmeldelser på Facebook og Google fremhæver den hyggelige atmosfære, det venlige personale og det unikke udvalg af lokale produkter.

Hashtags som #hyggehome, #gavekurv og #delikatesser viser, at Liwira vil inspirere kunderne og dele stemningen online. Events som vinsmagninger og caféoplevelser skaber fællesskab og stærke relationer til kunderne. Samlet set har Liwira et godt fundament, men der er plads til at styrke den digitale del endnu mere.

Nuværende Indholdsproduktion

Liwira er aktive på sociale medier, især Instagram og Facebook. Billederne er enkle og i naturligt lys, og Reels-videoerne er korte og overskuelige – det fungerer godt. Men der er potentiale til mere engagement, for eksempel med undertekster, sjove detaljer eller opfordringer til handling. Storytelling kunne også være en måde at skabe mere sammenhæng og give produkterne en kontekst, der fortæller en historie.

Opslagene viser en god variation, men en klarere plan kunne give mere struktur og gøre arbejdet nemmere. Liwira deler også indhold fra deres arrangementer – Tupperware-hyggeaftener og vinsmagninger – som rammer målgruppen godt. Her kan storytelling og en stærkere digital strategi hjælpe med at skabe en rød tråd og få endnu mere ud af de gode tiltag.

Opsamling: Research af Liwira

Liwira opererer i et marked, hvor der både er store spillere som Interflora og små lokale butikker. Det, der virkelig gør Liwira unik, er det personlige, lokale og bæredygtige fokus. De store konkurrenter har større synlighed og flere ressourcer, men Liwira har autenticiteten, nærheden og muligheden for at skabe en helt særlig kundeoplevelse.

Vores research – både SWOT og konkurrentanalysen – viser, at Liwira har mange styrker, men også nogle udfordringer. Den største udfordring er at skabe en stærk digital tilstedeværelse, der både kan sælge produkterne og formidle historien om brandet. En webshop skal ikke bare være praktisk, men også hyggelig, inspirerende og afspejle Liwiras unikke stil.

Der er et stort potentiale i at få styr på markedsføringen og den digitale strategi, så Liwira kan nå flere kunder og tiltrække dem, der sætter pris på bæredygtighed, kvalitet og lokale produkter.

Primær research: målgruppen

Spørgeskema

For at forstå Liwiras målgruppe bedre lavede vi en spørgeskemaundersøgelse. Målet var at få indblik i, hvordan kunder handler gavekurve og delikatesser, hvad de lægger vægt på, og hvordan de ser på bæredygtighed og lokale produkter.

Spørgeskemaet gav os både tal og kommentarer fra mange forskellige personer – det gav et klart billede af deres ønsker og adfærd. Vi fik 24 besvarelser, alle inden for målgruppen.

Resultaterne viste, at 79 % foretrækker at købe gavekurve i en fysisk butik, mens kun 16,7 % handler online. Det fortæller os, at den personlige oplevelse stadig er vigtig, men også at der er potentiale i at gøre onlinehandel mere attraktiv. 50 % synes, det er vigtigt selv at kunne sammensætte gavekurve, og 29 % går op i bæredygtighed. 33 % prioriterer at støtte lokale producenter, og 41,7 % ville være mere tilbøjelige til at købe fra en webshop med fokus på lokal produktion og bæredygtighed.

De mest populære ting i en gavekurv er:

  • Søde sager (100 %)
  • Delikatesser som olie, pesto og marmelade (75 %)
  • Snacks og nødder (70,8 %)

Kunderne ønsker en nem og overskuelig webshop med mulighed for at vælge temaer, filtrere efter pris og tilføje en personlig hilsen.

Alt i alt viser undersøgelsen, at Liwira står stærkt i det fysiske salg, men at der er masser af potentiale for at udvikle en mere brugervenlig og inspirerende webshop, der kan tiltrække nye kunder.

Liwiras egne erfaringer med målgruppen

For at få endnu mere indsigt i målgruppen kiggede vi også på Liwiras egne erfaringer. De viser, at Liwiras kundekreds er bred: fra nybagte forældre og ældre kunder til lokale unge og virksomheder, der køber gavekurve til deres ansatte. Det, der samler kunderne, er en kærlighed til kvalitetsprodukter, lokale varer og personlige gaver.

Samtidig har Liwira erfaret, at det især er det yngre segment under 40, der engagerer sig online. De ældre foretrækker at handle i butikken, mens de yngre søger inspiration på sociale medier og ofte vælger onlinehandel for nemhedens skyld.

Derfor giver det mening at målrette den digitale satsning mod de under 40 år, der går op i æstetik og personlige gaveidéer. De bliver tiltrukket af flotte billeder, storytelling og produkter med en lokal historie. Ved at skræddersy den digitale løsning til denne målgruppe kan Liwira styrke sin online tilstedeværelse og samtidig fastholde den personlige service til de kunder, der foretrækker at handle fysisk.

Sekundær research målgruppe
For at forstå Liwiras målgruppe bedre, dykkede vi ned i statistik og markedsanalyser. Her blev det tydeligt, at sociale medier spiller en stor rolle for danskere mellem 16 og 74 år – især dem under 40 år, som også er optagede af kvalitet, autenticitet og bæredygtighed. Mange foretrækker at støtte lokale virksomheder, der har en spændende historie bag deres produkter. Det bekræftede os i, at Liwira skal fokusere på netop disse værdier i deres kommunikation og webshop.

User goals
Vores research viste ret klart, hvad kunderne drømmer om, når de besøger Liwiras webshop. De ønsker en fleksibel og nem løsning, hvor de selv kan sammensætte gavekurve eller vælge en færdig pakke. Det skal være let at få leveret eller afhente, og siden skal fungere godt på mobilen, fordi mange handler via deres telefon. Personlige detaljer som en hilsen i kurven og muligheden for gavekort er også vigtige. Kunderne vil gerne følge Liwira på sociale medier for at finde inspiration og få nyheder om events. Det giver en god pejling på, hvordan vi kan opbygge webshoppen, så den møder kundernes behov bedst muligt.

Personas
For at gøre målgruppen mere håndgribelig lavede vi to personas. Maria Andersen er den yngre, digitale kunde, som bruger sociale medier til at finde gaveidéer. Hun går op i bæredygtighed og vil gerne have leveret gaverne direkte – det skal være nemt og hurtigt. På den anden side har vi Eskild Hansen, som er ældre og foretrækker at handle i den fysiske butik, hvor han sætter pris på en god snak og personlig vejledning. Han vælger gavekurve med fokus på kvalitet og autenticitet. De to personas hjælper os med at huske, at vi skal skabe en webshop, der taler til forskellige behov – både de digitale og de mere traditionelle.

Delkonklusion af research af målgruppen
Alt i alt viser vores research, at Liwira har en bred målgruppe – lige fra de yngre, der handler online, til de ældre, der gerne vil besøge butikken. De yngre er især optagede af bæredygtighed, kvalitet og lokale produkter, mens alle sætter pris på at kunne personalisere deres gave. Derfor er det oplagt, at webshoppen gør det nemt at sammensætte personlige gavekurve og samtidig præsenterer Liwiras produkter med flotte billeder og en god historie. Sociale medier skal bruges aktivt for at skabe engagement og loyalitet – og vise, hvad der gør Liwira helt speciel.

Idéudvikling & design

Visual research
Vi begyndte med at undersøge, hvordan andre hjemmesider arbejder med gavekurve. Det var tydeligt, at de mest inspirerende sider er dem, der er nemme at navigere i – hvor billederne er tydelige, priserne er interaktive, og kategorierne er klare. Historiefortælling og en stærk visuel identitet spiller også en vigtig rolle, fordi det skaber en følelsesmæssig forbindelse til brandet. Det blev derfor en vigtig pointe for os: Liwiras webshop skal ikke bare være praktisk, men også inspirerende og indbydende.

Brainstorm
Vi lavede en brainstorm for at samle idéer til, hvordan Liwira kan skabe en webshop, der føles personlig og nem at bruge. Vi havde fokus på at få storytelling ind i designet, så produkterne fremstår autentiske og meningsfulde. Brugervenlighed og en mobilvenlig løsning var også vigtige punkter. Samtidig talte vi om, hvordan sociale medier kan bruges til at engagere kunder og styrke Liwiras brand – det er en platform, der kan binde oplevelsen sammen.

Moodboards
For at få styr på det visuelle samlede vi idéer i flere moodboards – med farver, materialer og stemninger, der matcher Liwiras værdier. Vi endte med et samlet moodboard, der udstråler en naturlig, jordnær og varm stil. Det afspejler Liwiras kerne – at skabe noget, der er personligt, autentisk og imødekommende.

Designbeslutninger
Ud fra Liwiras værdier – kvalitet, nærvær og lokal forankring – traf vi en række designvalg. Vi valgte varme, jordnære farver for at understøtte autenticiteten, og en elegant serif-font til overskrifter kombineret med en sans-serif til brødtekst, så det både er læsbart og stilrent. Webshoppen er bygget med fokus på enkel navigation, så det er nemt at finde og sammensætte gavekurve. Billederne viser produkterne i godt lys og fremhæver materialernes tekstur, mens interaktive funktioner som galleri, prisfiltre og “tilføj til kurv” gør oplevelsen både inspirerende og nem. Vi ville skabe et digitalt univers, hvor kunderne føler sig velkomne og får lyst til at gå på opdagelse.

Style Tile
For at holde et samlet udtryk lavede vi en Style Tile, der samler de vigtigste designprincipper. Her valgte vi en varm, personlig farvepalette med beige og støvet rosa. Typografien er en elegant serif til overskrifter og en sans-serif til brødtekst for et balanceret udtryk. Knapper og ikoner er simple og brugervenlige, så det hele føles intuitivt. Style Tile har været et vigtigt redskab til at holde en rød tråd gennem hele designprocessen.

Lo-fi / Hi-fi wireframes & mock-ups
Vi startede med at lave lo-fi wireframes for at få styr på strukturen og sikre, at det hele var nemt at finde rundt i. Da vi havde rammen på plads, lavede vi hi-fi wireframes, hvor vi byggede Liwiras visuelle identitet ind. Til sidst lavede vi mock-ups, der viser, hvordan webshoppen ser ud i færdig form – og hvordan det hele spiller sammen med Liwiras værdier. Det var en proces, der hjalp os med at skabe en webshop, der både er brugervenlig og inspirerende.

Indholdsstrategi og content
For at styrke Liwiras digitale tilstedeværelse arbejdede vi med en indholdsstrategi, der bygger på modeller som The Golden Circle, Content Sweet Spot, Minervamodellen, 5P Approach, et årshjul, kunderejser og en social media plan. Det var en spændende proces, hvor vi virkelig fik sat ord på Liwiras kerneværdier – kvalitet, nærvær og lokal forankring.

The Golden Circle hjalp os med at sætte fokus på, hvorfor Liwira eksisterer, og hvordan det adskiller sig fra andre. Content Sweet Spot fandt balancen mellem kundernes behov, Liwiras styrker og konkurrenternes positionering. 5P Approach hjalp os med at skabe en stærk fortælling med fokus på præmis, løfte, billeder, beviser og opfordring til handling.

Vi lagde også stor vægt på Tone of Voice – den skal være varm, troværdig og professionel, så kunderne får en god oplevelse og har lyst til at handle. Indholdet tilpasses målgruppen – korte, klare budskaber til de yngre og mere fortællende tekster til de ældre.

Retoriske greb som Patos, Etos og Logos var også vigtige – autenticitet og lokal forankring for at skabe tillid, storytelling og visuel æstetik for at vække følelser, og en logisk og enkel købsrejse for at gøre det let at handle.

Vi lavede et årshjul for at strukturere indholdet efter sæsoner og højtider, så vi holder balancen mellem branding og salg. Sociale medier er en vigtig platform, hvor storytelling og produktpræsentationer kan styrke relationen til kunderne.

Kunderejserne viste os, hvordan vi skal tilpasse kommunikationen til forskellige typer af kunder – den spontane, den planlagte og den loyale. En indholdsplan sikrer, at vi poster på de rigtige tidspunkter og får mest muligt ud af Liwiras tilstedeværelse på Instagram, Facebook og LinkedIn.

Det samlede indtryk er, at indholdsstrategien hjælper Liwira med at kommunikere på en ærlig, målrettet og meningsfuld måde – så kunderne får en god oplevelse og føler sig tæt på brandet.

Designsystem

For at skabe en ensartet og intuitiv visuel oplevelse har vi lavet et designsystem, der definerer Liwiras vigtigste digitale identitetselementer. Her har vi arbejdet med farvepalet, typografi, UI-elementer, billedstil og Tone of Voice for at sikre en rød tråd på tværs af webshoppen, sociale medier og andre digitale platforme. Det har været vigtigt for os at skabe en samlet visuel identitet, der føles autentisk for Liwira og samtidig er genkendelig for brugerne.

Designsystemet har fungeret som et strategisk værktøj, der holder styr på alle de visuelle detaljer og skaber sammenhæng på tværs af platforme. Det har gjort det nemmere at træffe designbeslutninger undervejs og har sikret, at vi hele tiden har haft Liwiras udtryk og værdier for øje.

Produktudvikling

I arbejdet med produktudviklingen har vi haft fokus på at omsætte indholdsstrategien til konkrete og engagerende formater, som kan skabe værdi for brugerne. Et eksempel er en video, hvor en gavekurv sammensættes til Fars dag – her bruger vi blandt andet Golden Circle og 5P-approach for at skabe en stemning, der inspirerer og motiverer kunderne til at handle, uanset om de er ude i god tid eller shopper i sidste øjeblik.

Vi har også lavet en billedkarrusel med idéer til værtindegaver, som både giver praktisk inspiration og viser, at Liwira har styr på at samle personlige og unikke gaver. Derudover har vi arbejdet med konceptet “Bag kurven”, hvor vi fortæller historierne om de lokale producenter, Liwira samarbejder med. Det er med til at skabe autenticitet og understøtte brandets nærvær – det giver en følelse af, at der er mennesker og historier bag produkterne, og det synes jeg har været en vigtig dimension i processen.

Kodning

I kodningsfasen har vi udviklet en separat hjemmeside til Liwira ved hjælp af HTML, CSS og JavaScript. Her har vi fokuseret på at skabe en intuitiv og brugervenlig platform, hvor kunder nemt kan sammensætte og købe personlige gavekurve. Vi startede med lo-fi wireframes for at få styr på den grundlæggende struktur og arbejdede derefter videre med hi-fi wireframes for at integrere visuelle elementer og branding.

Webshoppen er designet til at være responsiv, så den fungerer godt både på desktop og mobil. Navigationsbaren er “sticky”, så brugerne altid har menuen lige ved hånden, uanset hvor de befinder sig på siden. Vi har også udviklet en gavekurv-konfigurator, der gør det muligt at vælge produkter, tilføje personlige beskeder og se en realtids-prisberegning via en pop-up. Derudover har vi lavet kategori-filtrering, så kunderne nemt kan finde det, de leder efter.

Undervejs har vi brugt forskellige ressourcer som W3Schools og YouTube til tekniske løsninger, og ChatGPT har været en god sparringspartner til at løse problemer og få hjælp til koden. Vi har også trukket på undervisningsmateriale fra kurset, som har givet os en solid base at arbejde ud fra.

Brugertest

For at sikre, at webshoppen blev så brugervenlig som muligt, lavede vi en Think Aloud-test med seks personer fra målgruppen. Testdeltagerne blev bedt om at sammensætte en gavekurv og beskrive deres oplevelse undervejs. Det gav os rigtig god indsigt i, hvad der fungerede godt, og hvor der var behov for forbedringer.

Generelt var tilbagemeldingerne positive – især omkring det enkle design og den rolige farvepalette, som skabte en behagelig oplevelse. Testen viste dog også nogle punkter, vi kunne optimere, som fx placeringen af “tilføj til kurv”-knappen og navigationsfunktionerne. På baggrund af feedbacken lavede vi flere tilpasninger: sorteringsfunktionen blev forbedret, kurv-pop-up’en blev gjort mere tilgængelig, og navigationsstrukturen blev tydeligere.

Det har været en virkelig givende proces, fordi vi kunne se, hvordan de små ændringer skabte en webshop, der var mere intuitiv og levede op til brugernes forventninger.

Forbedringer

For at gøre Liwiras webshop endnu bedre, kan vi arbejde videre med nogle idéer, der både gør oplevelsen lettere for brugerne og løfter det tekniske niveau. En vigtig næste skridt er at lave flere brugertests med rigtige kunder, som kan give feedback på alt fra navigation til produktvalg – det vil hjælpe os med at finde de små detaljer, der kan gøre en stor forskel i den samlede oplevelse.

En anden forbedring kunne være at udvikle en betalingsside direkte i kurven, så kunderne får en nem og glidende checkout-oplevelse, der gør det hurtigt og sikkert at gennemføre købet. Her vil det også være en fordel at give et klart overblik over kurven, vælge levering og betale på samme side.

Derudover kunne vi implementere AI-løsninger, der foreslår produkter baseret på, hvad kunderne tidligere har vist interesse for. Det vil skabe en mere personlig oplevelse og forhåbentlig øge salget.

Bæredygtighed er også en vigtig del af Liwiras identitet, så vi kunne tilbyde muligheden for at vælge miljøvenlig emballage, fx genanvendelig eller nedbrydelig, og måske endda donere en del af beløbet fra udvalgte gavekurve til lokale eller bæredygtige projekter. Det vil både støtte gode formål og styrke relationen mellem kunderne og Liwira.

Til sidst kunne vi gøre det nemmere for Lisbeth at holde webshoppen opdateret ved at udvikle et simpelt admin-dashboard. Så kan hun selv hurtigt tilføje eller ændre produkter uden at skulle have teknisk hjælp – det vil give hende mere frihed og fleksibilitet i hverdagen.

Markedsføringsvideo:

Link til den færdige side: https://projekt5.signesunekaer.dk/projekt5/index.html

Link til GitHub: https://github.com/cebagraphics/projekt5

Akademisk rapport:

Individuel Javascript video: https://www.youtube.com/watch?v=Z_8rFR-c7q8

Refleksion

Nu er vi ved vejs ende på projekt 5, som også er vores eksamensprojekt, og jeg synes, det er gået rigtig godt. Vi har været gode til at holde fokus og arbejde effektivt i gruppen, og samarbejdet har fungeret lige så godt som i projekt 4. Selvom vi havde lidt færre uger at arbejde i, end vi havde i de tidligere projekter, har det faktisk været en motiverende faktor for os. Det betød, at vi skulle være skarpe i vores planlægning og prioriteringer, og det lykkedes vi med.

Jeg har også arbejdet en del mere med kodningen i dette projekt, hvilket jeg er rigtig glad for. Det har givet mig en bedre forståelse for udviklingsprocessen og har hjulpet mig med at få kodningen lidt bedre ind under huden igen. Det er en fed følelse at have været mere hands-on i denne del af projektet.

Jeg er stolt af det produkt, vi har skabt, og jeg glæder mig til at vise det frem til eksamen. Nu handler det om at få læst op på pensum og forberede mig grundigt – både i forhold til de emner, vi har arbejdet med, og de forbedringer, vi kan tage med videre fra projektet.